Højrebacken Alvaro Arbeloa er på vej hjem til Real Madrid.
Kongeklubben er blevet enig med Liverpool om en pris, der menes at være i omegnen af 30 millioner kroner. Det skriver Teamtalk.com.
Arbeloas kontrakt udløber efter denne sæson, og han kom til Liverpool fra Deportivo La Coruna i januar 2007. Han har fået sin fodboldopvækst i Real Madrid, og nu tyder alt på, at han vender tilbage til sin ungdomsklub.
Den 26-årige back ser ud til at være i overskud i Beatles-byen, da manager Rafael Benitez allerede har hentet den engelske landsholdsback, Glen Johnson, for 150 millioner kroner i Portsmouth.
Dermed er det ikke slut med udsalget i Liverpool. Det forventes også, at klubben skiller sig af med venstrebacken Andrea Dossena. Napoli er angiveligt interesserede i italieneren, der har haft en skuffende første sæson, efter han kom til fra Udinese.