Jublen var stor i den franske klub OSC Lille, da det i sommer lykkedes at slå FC København og dermed kvalificere sig til Champions League for næsen af danskerne.
Men det er også foreløbig sidste gang, Lille har haft noget at juble over i europæisk sammenhæng, hvor holdet efter 1-6-afklapsningen i München onsdag aften fortsat er uden point efter de første fire gruppekampe.
Dermed er holdet også uden chance for at gå videre.
- Vi er nu ude af turneringen, og det gør ondt, siger Lilles kaptajn Rio Mavuba ifølge Reuters.
- Vi kæmpede hårdt i sidste sæson for at være med her, og så producerede vi sådan en indsats i dag, som er under klubbens værdighed. Det er virkelig skuffende, siger den nedtrykte anfører.
Han og holdkammeraterne blev nærmest blæst omkuld på Allianz Arena af et veloplagt Bayern-hold, der var foran 5-0 efter 33 minutter.
- De scorede på stort set alle deres forsøg, konstaterer Rio Mavuba.
Bayern München-træner Jupp Heynckes er naturligvis mere tilfreds med aftenens begivenheder, men han slår samtidig fast, at en sejr ikke var andet, end hvad han havde forventet.
- Jeg havde på forhånd sagt, at vi skulle vinde i aften, spille uafgjort i Valencia og vinde den sidste kamp hjemme mod Bate Borisov, og sådan er det.
- Vi spillede naturligvis fremragende i første halvleg, men modstanderne var heller ikke på toppen. Jeg vil ikke lægge en dæmper på tingene, men det er sandheden, lyder det fra den rutinerede træner.
/ritzau/