Mogens E. Pedersen, der var chefredaktør for ugebladet Se og Hør fra 1970 til 1997, er død i en alder af 85 år, skriver Se og Hør.
Det var med Mogens E. Pedersen, kendt under journalistaliasset Mep, i spidsen, at Se og Hør oplevede sin storhedstid. Da han tiltrådte i 1970, var oplaget på 120.000. Da han stoppede i 1997, var oplaget på 340.000 eksemplarer.
Det var især den pågående stil, som ugebladet også er kendt for i dag, som han forfinede og gjorde til bladets særkende.
Nytårsaften blev Mogens E. Pedersen dårlig, og natten til søndag sov han ind, skriver Se og Hør.
/ritzau/