Radioprogrammet 'de Ringer - vi spiller' fejrer på onsdag den 5. september 50 års jubilæum. Det skriver Ekstra Bladet.
Troels Lund opgiver at overvåge borgeres elforbrug
Programmet har på nær årene 2007-2011 været sendt uafbrudt siden 1968. I dag hedder værten Peter Sten, og han er fra DR i Næstved. Men når programmet onsdag fejrer sig selv, bliver det blandt andet med den mangeårige vært Jørn Hjorting i studiet.
87-årige Jørn Hjorting vil være med og tage en snak med lytterne, ligesom han vil fortælle anekdoter fra programmets historie.
I programmet ringer seerne ind, tager en snak med værten og får lov at ønske et stykke musik.
- 'De ringer - vi spiller' var en succes fra begyndelsen, og det var en del af problemet. I det første program var det folk fra det daværende 08-område - det vil sige Nordjylland, som måtte ringe ind. Det lagde centralen i Aalborg ned. Ugen efter skete det samme på Fyn, og efter den tredje udsendelse fik vi klager fra telefonselskabet KTAS, fordi der var kommet 17.000 opkald på en time, og fordi vi fik skyld for at genere deres erhvervskunder, siger Jørn Hjorting.
Fejringen af 'De ringer - vi spiller' sendes fra 10.03-12.00 på P5 onsdag den 5. september.