Pokaltriumfen med Swansea er noget af det største, Michael Laudrup har opnået i sin fodboldkarriere.
Og det gør den danske manager stolt at have ført et mindre hold som Swansea til 5-0-sejr over Bradford i finalen af Liga Cuppen.
- Som spiller var jeg heldig at spille i de største klubber i forskellige lande.
- Swansea er ikke det største hold i Premier League, men vi kom hertil og vandt et trofæ, og det er fantastisk. At vinde et trofæ med en mindre klub er enestående, siger Laudrup til BBC's radio.
Den tidligere Mallorca- og Getafe-træner, som har vundet det danske mesterskab som træner for Brøndby, var imponeret over måden, Swansea vandt finalen.
- Det har ikke været nemt at gøre, hvad Bradford har gjort på deres vej til Wembley. De har blandt andet slået Arsenal og Aston Villa.
- Det er ikke nemt, men efter vores andet mål kunne man se forskellen. Jeg er meget stolt af mit hold, siger Laudrup ifølge Sky Sports.
- De havde aldrig været bagud mod et hold fra Premier League. Vi var nødt til at bevæge bolden hurtigt rundt og score det første mål. Det gjorde vi. Jeg synes, at vi spillede en god kamp. Vi var fantastiske, mener han.
Bradford spiller til daglig i den fjerdebedste engelske række, League Two, mens Swansea ligger nummer ni i Premier League.
/ritzau/