Lastbil med sand vælter og spærrer nordsjællandsk motorvej

Helsingørmotorvejen er spærret i nordgående retning ved Kildegårds Plads. Det skyldes en væltet lastbil.

En del af Helsingørmotorvejen er torsdag aften afspærret. Det skyldes, at en lastbil er væltet på motorvejen.

Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi Henrik Alstrup.

Motorvejen er spærret i nordgående retning nær Kildegårds Plads ved Gentofte.

Først blev trafikken ledt fra ved afkørsel fire, men nu ledes den fra ved afkørsel tre, der hedder Kildegårdsvej, oplyser Vejdirektoratet.

- Motorvejen er fortsat spærret, trafikken ledes nu fra ved frakørsel tre, Kildegårdsvej. Forvent forlænget rejsetid det meste af aftenen, skriver Vejdirektoratet på Twitter kort før klokken 19.30.

Ifølge Beredskab Øst transporterede lastbilen sand, som nu er spredt ud på vejen.

- Helsingørmotorvejen ved Søgårdsvej - 20 ton sand spredt på vejen. Vejdirektoratet og kommunale lastvogne på vej med entreprenørmateriel, skriver beredskabet på Twitter.

Politiet forventer, at motorvejen vil være spærret i flere timer.

- Der er kaldt en bilinspektør til stedet, og det vil gå lang tid, før der er åbent igen, siger Henrik Alstrup fra Nordsjællands Politi klokken 20.

- Chaufføren er rystet, men der er umiddelbart ingen personskade, siger vagtchefen.

Der var ifølge politiet ikke andre biler involveret i ulykken.

Henrik Alstrup oplyser, at ulykken har skabt en lang kø. Han opfordrer bilister til at finde alternative veje.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.