Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), presser på, for at regeringen og samtlige borgerlige partier finder hinanden ganske snart i et stort forlig om folkeskolen. Det skriver Radio24syv.
Ellers frygter han, at de gevinster, der ligger i den nye tjenestetidsaftale med lærerne, ikke bliver til noget. Og alle partier skal være med, ellers kommer en ny folkeskole alt for sent i gang.
- Vi har et window of opportunity lige nu, siger Lars Løkke Rasmussen til Radio24syv.
- Der har været en hård konflikt på skoleområdet her i foråret, og den har i hvert fald ført den gode ting med sig, at der nu er frihed til at lave en ny form for arbejdstidstilrettelæggelse, og den skal man gøre brug af, siger han.
I øjeblikket forhandler regeringen på livet løs med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, og især de to sidstnævnte partier har været kritiske overfor regeringens oprindelige udspil.
- Hvis det her skal lykkes, skal der være plads til alle. Det kan ikke nytte, at regeringen polerer et særligt skolesynspunkt op, eller jeg polerer et særligt Venstre-synspunkt op og så vil have det sat 100 procent igennem, siger Lars Løkke Rasmussen til Radio24syv.
- Så kan vi nok lave en aftale, men så dækker den ikke alle partier, der er med i forliget. Gør den ikke det, kan den først træde i kraft om nogle år. Så risikerer vi også, at det rum, der nu er til at lave en ny tjenestetidsaftale ude på den enkelte skole, tørrer ind.
- Så det er vigtigt, at aftalen kommer til at virke fra næste skoleår, og det er vigtigt, at alle partier er med, og derfor kommer regeringen også til at give sig, siger han.
I øjeblikket står striden især på de såkaldte aktivitetstimer, som oppositionen vil have ud af den nye reform.
/ritzau/