Inden for en uge skal de danske stjerner Nicklas Bendtner, Simon Kjær og Christian Eriksen have besluttet sig for, om de vil med til denne sommers EM for U21-landshold.
Så kontant er udmeldingen fra U21-landstræner, Keld Bordinggaard, som 12. maj udtager sin bruttotrup på 40 spillere til slutrunden, der spilles på hjemmebane i juni.
"Jeg skal have de afgørende samtaler med dem i den kommende uge. Det er helt åbent, om vi får dem at se til slutrunden," siger Keld Bordinggaard til tipsbladet.dk.
Den danske landstræner ønsker ikke at strække sig længere, selvom den endelige trup på 23 mand først skal udtages 23. maj.
"Det bliver 40 spillere, som alle vil være til rådighed til slutrunden. Det ville være at slæbe dødvægt med, hvis jeg tog spillere med i dén trup, som ikke er interesseret i at spille selve turneringen," siger Bordinggaard.
De største danske stjerner har længe været i tvivl om deres deltagelse. Det har fået adskillige fodboldkommentatorer til at kritisere DBU for manglende pres på spillerne.
Seneste har den danske EM-helt Flemming Povlsen sendt et klagebrev til DBU.
Kilde: Tipsbladet.dk