En ung landmand fra Mors går mod strømmen og vil forsøge at få udelukkende danske medarbejdere i sin svinebesætning.
Det fortæller DR Midt & Vest.
Landmand Christoffer Hens Berg fra Øster Assels mener, at udlændinge blandt medarbejderne øger risikoen for at tale forbi hinanden i hverdagen.
- Det vil vi gerne undgå, for selv små fejltagelser koster dyrt, siger han.
Og noget om snakken er der, lyder det fra Seges, landbrugets videnscenter. Her laver man kurser netop i at integrere udlændinge i faget.
- For selv små fejl kan være afgørende marginaler i et stadig mere presset fag, siger udviklingschef Jakob Lave.
Ifølge Jakob Lave sker misforståelserne rundt omkring på gårdene- på grund sproglige og kulturelle forskelle - og ikke mindst vores ledelsesfacon.
Det skaber forvirring på mange danske gårde. Derfor kan Jakob Lave godt se pointen i kun at have danske ansatte.
Han pointerer dog, at der er mange bedrifter, hvor det fungerer glimrende at have udenlandske ansatte.