Danmarks mindste kommune har Danmarks mindste sygefravær.
På Læsø har pædagogerne danmarksrekorden i lavt sygefravær sammenlignet med deres kolleger i de øvrige 97 kommuner.
Hver enkelt pædagog havde sidste år kun 3,4 sygedage i sengen i gennemsnit. Og dermed er kommunen helt i top, mens de i københavnerforstaden Ishøj skraber bunden med 19,5 sygedage.
Det viser tal fra Det Fælleskommunale Løndatakontor, som den liberale tænketank Cepos har trukket ud.
Ø-kommunen, der også er Danmarks mindste, drager omsorg for de ansatte, har høj normering i daginstitutionerne og tilbyder medarbejderne betalt motion eller psykolog, hvis de har en krise.
- Det allervigtigste er nærværet i hverdagen. Vi er en lille kommune, hvor kender hinanden rigtig godt og drager omsorg for hinanden, siger dagtilbudchef Susanne Paulsen til Newspaq og forklarer:
- Det kan være sådan en lille ting som, at vores kaffekasse sender en buket blomster, hvis en medarbejder er syg i længere tid. Men vi har også ansvarsfølelse og ved, at kollegerne skal løbe stærkere, hvis man melder sig syg.
Men opskriften på et lavt sygefravær indeholder også en fleksibel ledelse, der lytter til medarbejdernes ønsker om fridage.
- Vi strækker os langt for, at folk kan få deres ønsker opfyldt. Og hvis der for eksempel mangler en, så træder jeg til som medarbejder, siger Susanne Paulsen.
Med til historien om Læsøs lave sygefravær hører også den kendsgerning, at kommunen er gået fri af de seneste års nedskæringer, som kostet tusindvis af lærere og pædagoger jobbet rundt om i landet.
I år fortsætter 60 procent af kommunerne med at spare på daginstitutionerne. Men ikke på Læsø.
- Det er også en rigtig vigtig faktor, at Læsø Kommune prioriterer at have en høj service på både børne- og ældreområdet. Og der er rigtig stor lydhørhed, hvis jeg siger, at nu har jeg brug for en ekstra hånd eller to til børnene, så har jeg også fået det, siger Susanne Paulsen.