Jeg hedder Pia Henriksen og arbejder som folkeskolelærer på Vestegnen, hvor jeg i mange år desuden har fungeret som SSP-lærer og konfliktmægler. Derudover er jeg netop valgt som kredsstyrelsesmedlem i den lokale lærerkreds, og så arbejder jeg med fremtidens fællesskaber som ekstern træner hos DeltagerDanmark.
Jeg er mor til to piger og meget optaget af det gode børneliv. Jeg skriver om skolesystemet, som jeg mener er på vej i den gale retning og dræber børns fantasi og drømme.
Derudover skriver jeg om fagpolitik, samfundsforhold samt håb og frygt for fremtiden.
Opdateret kl. 17.15
SÅ SKETE DET UTÆNKELIGE på selveste store bededag. Der blev lyttet til lærernes bøn om en arbejdstidsaftale efter, at vi i flere år har arbejdet under en lov – og så alligevel ikke.
Tilbage sidder man nu, som lærer, med mange blandede følelser. Vi har kæmpet i årevis for at få en aftale og har stået meget alene. Personligt har jeg stillet mig helt i front meget af tiden siden 2013 og taget utallige tæsk, fordi jeg mente, at det var vigtigt både for lærerne, aftaleretten og skolen.
Vi må nemlig ikke underkende, hvad et ordentligt forhandlingsforløb betyder for folkeskolen, som stadig lider af rekrutteringsproblemer efter konflikten i 2013, hvor mange lærere valgte at forlade den.
DET HAR VÆRET MIN STORE FRYGT, at endnu et overgreb på lærerne ville tømme folkeskolen for kvalificeret arbejdskraft. Derfor vil jeg mene, at vi netop har været vidne til et forlig, som et kort øjeblik fik lærerstanden til at tro, at dette ikke ville gentage sig, og at miraklernes tid ikke er forbi.
Derfor er skuffelsen blandt lærerne nu til at tage at føle på.
Jeg er overbevist om, at det stærke sammenhold blandt de faglige organisationer har lagt et pres på forhandlingerne og fået afgørende betydning for resultaterne og styrket de ansattes tro på, at fagbevægelsen stadig kan rykke og skabe forandring. Det vil forhåbentligt gøre den endnu stærkere i en tid, hvor den er truet både inde- og udefra.
Forliget er dog en våd klud i hovedet på lærerne, selvom jeg er sikker på, at Anders Bondo vurderer det værende det bedste alternativ lige nu. Mange lærere sidder nok med følelserne udvendigt og undrer sig over, at det historiske sammenhold ikke fik dem tættere på målet.
JEG TROR IKKE, AT NOGEN KAN FORESTILLE SIG DEN MISTILLID LÆRERNE HAR HAFT til hele aftalesystemet og udfaldet af overenskomstforhandlingerne. Mange har været indstillet på, at lærerstanden i sidste ende ville stå isoleret tilbage.
Jeg havde af den grund væddet så mange flødeboller, at Spangsberg ikke ville kunne nå at producere dem henover weekenden, på, at lærerne ville ende uden en arbejdstidsaftale. Jeg var for få timer siden den lykkelige taber af væddemålene. Nu er jeg i tvivl om, hvem der egentlig har vundet.
Jeg havde også for få timer siden næsten genvundet tillid til forhandlingerne i den offentlige sektor. Dog med det lille aber dabei at alle kom i mål – også staten. Nu er jeg tilbage i mit velkendte univers. Fyldt med mistro. Vi må vente tålmodigt for at se, om rutchebaneturen er slut for i dag, eller om der vil komme flere overraskelser.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.