Jo mere barsel til mænd, jo mere ligestilling i toppen af det danske erhvervsliv.
Sådan lyder budskabet i en ny rapport fra rådgivningsfirmaet Boston Consulting Group, der ser en direkte sammenhæng mellem, at danske mænd holder barsel i kort tid, mens andelen af kvinder i toppen af landets største virksomheder er lille.
Der har i løbet af de seneste 10 år ikke været nævneværdige ændringer i antallet af kvinder i de danske topledelser. Jyllands-Posten skriver, at Danmark i forhold til vores nordiske naboer halter bagefter, når det gælder andelen af kvinder i ledelserne.
I Danmark udgør kvinder 15 procent af medlemmerne i ledelserne hos landets 1.200 største virksomheder. I Sverige, hvor man har øremærket 14 ugers barsel til faren, indtages 40 procent af ledelsespladserne af kvinder. I Island er tallet 38 procent.
Hos Dansk Industri er man ikke afvisende over for øremærket barsel mellem kønnene.
- Vi har indtil nu lagt meget vægt på frivillighed. At det var familierne selv, der skulle beslutte, hvordan de fordeler barslen. Men vi kan bare se ud fra den meget forskning på området, at der skal mere til, siger underdirektør i Dansk Industri til Jyllands-Posten.
Venstres ligestillingsminister Eva Kjer Hansen tager afstand fra øremærket barsel til mænd.
- Jeg synes ikke, at firkantede regler og tvang er vejen frem, siger ministeren til Jyllands-Posten.