Ææææhhhh, en læge-hvad-for-en?
Nærmest sådan føler lægesekretærerne på Aalborg Universitetshospital det. Og det de rigtig kede af.
De har derfor sat gang i en kampagne, der skal øge opmærksomheden på faget, skriver TV2 Nord.
Kampagnen er lavet i samarbejde med HK, og skal blandt andet skærpe unges interesse for faget. Det sker ved at gøre opmærksom på, hvilke opgaver der egentlig hører til jobbet som lægesekretær.
Men kampagnen skal samtidig gøre opmærksom på, hvilken størrelse en lægesekretær er i et hospitals døgnrytme, at de er den røde tråd i den hvide verden.
- En lægesekretær er ikke bare en lægesekretær. Rigtig mange ved ikke at en lægesekretær ikke kun renskriver journaler, passer telefoner, servicerer læger, men de har fingeren på pulsen, de hjælper patienter i alle aldre, de kommer altid med en udstrakt hånd, uanset hvem der kommer ind på deres Klinik, siger Lenette Hougaard Andersen fra HK Nordjylland.