Landets læger skal være mere opmærksomme på, at minibatterier kan give små børn alvorlige skader.
Det mener Ugeskrift for Læger som følge af det tragiske dødsfald, hvor en 14 måneder gammel dreng slugte et minibatteri. Drengen fik dengang ætset hul i sit spiserør.
"Der er behov for at advare om det her, for minibatterier er ikke beskrevet i lærebøgerne og er ikke et gammelkendt problem," siger overlæge Ole Mikael Schiødt fra Slagelse Sygehus, der modtog den livløse dreng sidste år.
"Men de udgør et potentielt problem nu, hvor folk har mange batterier i hjemmet. Vi beskriver sagen for at undgå, at noget lignende kan ske igen og for at øge opmærksomheden om batterierne," siger overlægen.
Lægerne i artiklen mener, at der skal foretages akut røntgenundersøgelse ved mistanke om et slugt batteri. I 2002 advarede lægerne ligeledes om de små batterier.