Lægeambulancer redder liv, men alligevel er der ikke flere biler på vej ud til danskerne.
Ifølge en ny undersøgelse, der i dag offentliggøres i Ugeskrift For Læger, så gør lægeambulancen en stor forskel på, hvor meget patienter skal transporteres rundt, efter de er blevet hentet, skriver jp.dk.
Peter Anthony Berlac, der er overlæge på anæstesiafdelingen på Hillerød Hospital, fortæller, at patienterne får den rette behandling, når lægen selv er til stede.
"Et halvt år inden bilen kom på gaden, fungerede lægerne som telefoniske rådgivere for paramedicinerne i ambulancerne. Efter ordningen blev indført, var de selv samme læger ude på ulykkesstederne. Vi kan tydeligt se, at patienterne kommer det rigtige sted hen i langt flere tilfælde" siger han.
Undersøgelsen betyder dog ikke, at der vil komme flere lægeambulancer i Danmark, siger formanden for Danske regioners Sundhedsudvalg, Ulla Astman.
Det kan nemlig slet ikke lade sig gøre, siger hun
"Det er urealistisk at tro, at vi kan skaffe det antal speciallæger, der skal til for at bemande lægebiler i samme omfang, som vi har paramedicinbiler. Det findes simpelthen ikke," siger hun til Newspaq.