Kvindelige ledere er guld for bundlinjen. Det fastslår Nina Smith, der er forsker ved Aarhus Universitet.
Hun har analyseret ledelsessammensætningen og økonomien hos de 2.300 største virksomheder i Danmark i 2005. Og resultatet taler for sig selv.
Virksomheder med en kvinde som administrerende direktør havde i gennemsnit en bruttofortjeneste, der var fire procent højere end hos de virksomheder, der ikke havde kvindelige direktører.
Det skriver Magasinet Lederne, der udkommer i dag.
"Når der sidder kvinder i den øverste ledelse i en virksomhed eller organisation, så har det en markant positiv effekt på resultaterne, uanset hvordan du måler dem. Kvindelige ledere er simpelthen guld for bundlinjen," siger Nina Smith til Lederne.
Det skyldes, at kvinders adfærd er anderledes end mændenes, påpeger forskeren.
"Der er en del forskning, som peger på, at kvindelige ledere har en højere mødefrekvens og generelt bruger mere tid på at forberede sig. Derudover får ledelsesbeslutningerne ofte en bedre kvalitet, fordi kvinder sørger for, at der kommer flere argumenter i spil," siger Nina Smith.
Ifølge tal fra Lederne er kun 13 procent af de danske topchefer kvinder. Dermed går vi glip af en kæmpe talentmasse, mener afdelingschef hos Lederne, Vibeke Skytte.
"I forhold til den danske vækst, så taber vi simpelthen potentialet og talentet på gulvet, og vi risikerer at gå i stå. Gode ledere kan hurtigt gå hen at blive en mangelvare, hvis ikke vi får kvinder ind på direktionsgangene og i bestyrelserne," siger hun til Lederne.