Kvinder har jobambitioner som mænd

Kvinder bliver sat i bås og får ikke de høje stillinger. Det selvom de egentlig gerne vil. Stereotype kønsrolle er problemet.
Kvinder har lige så store jobambitioner som mænd.
Kvinder har lige så store jobambitioner som mænd. Foto: www.colourbox.com

Mænd vil være chefer, mens kvinder er tilfredse med mindre ansvarsfulde stillinger.

Sådan er den gængse opfattelse i befolkningen, og sådan argumenteres der ofte, når man forklarer, hvorfor der er flere mandlige ledere end kvindelige.

Men billedet er forkert. Det viser analysen "Diversity at Work", som er foretaget af Lund Universitet blandt 563 mellemledere i 100 virksomheder.

57 procent af de mandlige mellemledere i undersøgelsen har ambitioner om at stige i graderne mod 54 procent af kvinderne. Dermed er forholdet næsten lig nul.

Samtidig viser analysen, at kvinder ser deres avancementsmuligheder som ringere end mænds. Derfor må man bryde med de stereotyper, som lægger beslag på kvinderne, lyder det.

"Vi skal begynde at se på mennesker, som indeholder en række af de kompetencer, der er brug for - og ikke holde os til stereotype forestillinger om, at mænd er mere handlekraftige, og kvinder er mere empatiske," siger Anja Vintov, der står bag analysen, til Berlingske.

Hun bakkes op af leder af karrierenetværket Exenet, Susanne Hoeck. Det er specielt i rekrutteringsprocessen, det halter.

"Talentudviklingensprogram målrettet kvinder kan virke marginaliserende i stedet for integrerende for mange kvinder - kvinderne vil ikke sættes i bås og siger fra," mener Hoeck.

Derfor bør man i højere grad opfordre kvindelige talenter til at søge chefstillinger.

Kilde: Berlingske

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.