Den 42-årige landmand Jørn Brøgger Lund led i starten af januar sidste år en voldsom død.
Landmanden fra den sønderjyske by Skodborg blev fundet død i sit soveværelse. Han var blevet skåret otte gange i halsen med en hobbykniv, men døde af slag mod hovedet.
Jørn Brøgger Lunds 40-årige ekskæreste Linda Nielsen er nu blevet kendt skyldig i drabet, skriver ekstrabladet.dk.
Det er et enigt nævningeting, der har kendt kvinden skyldig i det voldsomme drab.
Ifølge ekstrabladet.dk er det dna-beviser, som nævningene har lagt stor vægt på. Beviserne blev fundet på gerningsstedet - den 42-årige landmands soveværelse.
Den 40-årige kvinde har nægtet drabet i sagen, der har kørt ved retten i Esbjerg.
Hun fortrak ikke en mine, da dommen faldt. Men ifølge netmediet brød hendes datter ud i gråd.
Det er efter drabet kommet frem, at Jørn Brøgger Lund dyrkede SM-sex, hvor han blandt andet blev bundet.
Linda Nielsen blev tiltalt for at have bundet Jørn Brøgger Lund med flagliner og kroge i loftet. Han har dermed ifølge anklagen været forsvarsløs, da han blev dræbt.
Der har blandt andet indgået dna-beviser i sagen. Ligeledes har Linda Nielsen set to alibier fordufte. Hendes udtalelser om, at hun på drabsnatten sov hos enten søsteren eller forældrene holdt ikke vand.
Det skal senere afgøres, hvor længe Linda Nielsen skal i fængsel for sin ugerning.