Væbnede kampe mellem soldater loyale over for Malis tidligere præsident Amadou Toumani Toure og soldater loyale over for Malis nuværende militærjunta har kostet mindst 14 mennesker livet natten til tirsdag. Det siger læger i hovedstaden Bamako.
En talsmand for militærjuntaen, der selv kom til magten ved et kup for godt en måned siden, siger, at de nedkæmpede Amadou Toumani Toure's soldater, da de forsøgte at fjerne den ny junta fra magten.
- Vi har 14 døde og 40 sårede, siger en læge ved hospitalet Gabriel Toure i Bamako. Lægen tilføjer, at der var døde hos begge parter.
Modkuppet begyndte sent mandag aften og varede ved indtil tidlig morgen tirsdag. Skyderi brød ud i et område omkring landets national tv- og radiostation i hovedstaden.
Senere kom det også til sammenstød ved byens lufthavn og ved de garnisonsbygninger, hvor de kupgeneraler, der tog magten den 22. marts, har deres hovedkvarter.
De nye kampe har svækket håbet om, at der snart kan komme politisk løsning på konflikten i Mali, der indtil for nylig blev set som et mønstereksempel på demokratisk udvikling i Afrika.
Efter modkuppet var nedkæmpet læste en soldat en erklæring op fra militærjuntaen på den nationale tv-kanal, hvor han sagde, at modkuppet var slået fejl.
- Udenlandske elementer med støtte fra mørke kræfter inde i landet udførte dette angreb. Flere af dem er anholdt, lød det fra juntatalsmanden.
Militærjuntaens leder, general Amadou Haya Sanogo, skal være modkuppets mål, og hensigten var øjensynlig at tage ham til fange.
Den seneste måneds uro i Mali har sendt flere end 320.000 mennesker på flugt fra deres hjem. Knap 190.000 er flygtet til nabolande, mens cirka 133.000 er på flugt internt i Mali, viser en opgørelse fra FN har foretaget.
AFP