Den 34-årige pilot, som er anholdt efter storkuppet mod værdidepot i Stockholm, var ansat på svensk TV4. I forbindelse med sit arbejde mødte han blandt andre Sveriges statsminister, Fredrik Reinfeldt.
Det oplyser det svenske blad Expressen.
Ifølge en tidligere kollega havde manden via sit arbejde adgang til mange 'vigtige personer' og var tilsyneladende blandt de mest fremtrædende i sit fag.
"Han er en af landets bedste, og så er han perfektionist," siger en kilde i branchen.
Selv om Expressen også beretter, at den anholdte pilot tidligere har haft et narkotikaproblem, har de interviewet kilder, der beskriver manden som en hyggelig, afslappet og kreativ fyr.
"Vi har været meget sammen. Vi gik i byen og havde det sjovt. Han var en mægtig rar og social fyr. Vi fløj også helikopter sammen. Han var en dygtig pilot," siger en af den 34-åriges venner.
I går eftermiddags ransagede det svenske politi pilotens bopæl i et sommerhusområde i Roslagen, hvor han lever sammen med sin familie.
Expressen kan fremvise et billede, hvor den anholdte pilot ses i Statsministeriet sammen med den svenske statsminister. Klik her for at se billedet på expressen.se.
Det er også kommet frem, at politiet foretog anholdelserne af seks mistænkte personer, kun få timer før røverne skulle flyve fra Arlanda lufthavn til et sted i Asien, skriver jp.dk.