Landets private høreklinikker bestormes af danskere, der vil have et høreapparat, inden regeringen fra årsskiftet halverer tilskuddet til privat monterede høreapparater. Onsdag blev forslaget vedtaget som led i finansloven.
Det gælder for eksempel høreklinikken på privathospitalet Aleris-Hamlet i Søborg.
- Vi forventer tre til fire gange så mange daglige konsultationer året ud i forhold til september, og allerede i oktober havde vi over dobbelt så mange, siger audiologiassistent Annette Svarre.
Til gengæld er klinikkerne allerede begyndt at fyre fra det nye år. Vurderingen lyder på, at 10 til 30 procent af den private omsætning vil ryge, fordi de offentlige tilbud fortsat vil være gratis for borgerne.
-Tilskuddet er ikke stort nok til at dække en acceptabel pakke med høreapparater, service og justering. Derfor må vi øge kundernes egenbetaling, og det vil skræmme nogen væk, siger Michael Westermann, talsmand for foreningen PAKS, der organiserer mange af de private klinikker.
På de offentlige klinikker sker der ingen ændringer. Westermann kalder forslaget det største slag mod de hørehæmmede hidtil.
- Det betyder et dårligere tilbud og længere ventelister og vil ikke give de besparelser, som regeringen har peget på, siger han.
De nye regler betyder, at regionerne overtager ansvaret for høreapparater fra kommunerne. Ulla Astman (S), formand for regionernes sundhedsudvalg, afviser blankt, at de hørehæmmede vil få dårligere behandling fremover.
- Jeg tør godt garantere, at folk vil få det apparat, de har brug for og af akkurat samme kvalitet, siger hun.
- Men når man ser de dyre reklamekampagner, der har kørt, så tyder det jo også på, at avancen har været for stor. Vi betaler gildet og må også bestemme, hvad musik der spilles, når der ikke er ubegrænsede penge i sundhedsvæsnet.
/ritzau/