Den 8. april vil skrive sig ind i historiebøgerne.
Det er nemlig den dag, hvor det forventes, at verdens største golfstjerne, Tiger Woods, vender tilbage på græs.
Det sker i August National Masters-turneringen, der afvikles den 8.-11. april, og blandt dem, der har de allerstørste forventninger til Tigerens tilbagevenden, er præsidenten for den amerikanske TV-station CBS, Sean McManus.
"Jeg tror, at uanset hvilken turnering det er, Tiger Woods gør comeback i, bliver det den største mediebegivenhed i 15 år. Lige bortset fra Obamas indsættelse. Tiger Woods er den mest kendte og succesfulde atlet i verden, og der bliver enorm interesse," siger Sean McManus til Sports Illustrated.
Woods trak sig tilbage fra golfeliten i december, efter at skeletterne - eller snarere dusinvis af barmbagre elskerinder - væltede ud af hans ellers så pæne klædeskab. Siden da har han været i behandling for sin sexafhængighed, og han kæmper fortsat for at redde sit ægteskab med den svenske model, Elin Nordegren.
De mange skandaleafsløringer, der også har medført, at flere sponsorer har trukket sig, har dog ikke kun haft en negativ effekt på golfspilleren, mener Sean McManus.
"Hans berømmelse og betydning er endnu større end før," siger han.