Debatten er blusset op på Mette Frederiksens Facebook-profil, efter at S-formanden torsdag aften svarede på en kritisk kommentar fra en bruger om Socialdemokratiets udlændingepolitik og partiets rolle i arbejdsmarkedskonflikten.
- Det er hårde ord fra en ung kvinde, som Danmark har taget godt imod, indleder formanden med at skrive til kvinden med anden etnisk baggrund.
Det faldt mange fra brystet, blandt andre Pernille Skipper, politisk ordfører i Enhedslisten.
Hun hævder, at Mette Frederiksen mener, at man ikke må deltage i debatten, hvis man ikke er etnisk dansker.
- Jeg kan forstå på S, at man ikke må mene noget om lockouten, hvis man er politiker eller har minoritetsbaggrund. Medmindre man mener det samme som dem. Det er ren ansvarsforflygtigelse, skriver Pernille Skipper på Twitter.
Også indfødsretsordfører Jan E. Jørgensen fra Venstre mener, at det er over stregen. På sin Twitter-profil kalder han kommentaren for en "nedladende bemærkning".
Senere på aftenen torsdag svarede Mette Frederiksen så igen. Hun understreger, at alle er velkomne i debatten.
- Det er så godt og så nødvendigt. Derfor er jeg ked af, at mit svar til en dansk-somalisk kvinde her på Facebook tidligere i dag kan misforstås. Det er mit ansvar. Håber vi herfra kan fortsætte debatten. Og selvfølgelig på lige fod.
BT har talt med kvinden bag kommentaren. Hun hedder Hanna Mohamed Hassan og er socialrådgiver i Aalborg.
- Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan en statsministerkandidat kan trække etnicitet ind i en debat om samfundsproblemer, siger hun til avisen.
Hanna Mohamed Hassan skrev til Mette Frederiksen, at hun aldrig ville sætte sit kryds ved et parti, hvis nuværende politik havde gjort det umuligt for hende at søge asyl i Danmark.
Mette Frederiksen ønsker ikke at uddybe sin beklagelse, men der henvises i stedet til Peter Hummelgaard (S), der er medlem af Indfødsretsudvalget.
- Det her handler om kontekst. Det er kvinden selv, der bringer sin herkomst ind i diskussionen.
- Men hvis man kigger selvstændigt på Mette Frederiksens første sætning, kan det misforstås, og det har hun beklaget, siger han til Ritzau.
Peter Hummelgaard afviser kritikernes påstand om, at S-formanden mener, at personer med anden etnicitet i begrænset omfang bør deltage i debatten.
- Det er enten en grov fordrejning eller en bevidst misforståelse.
/ritzau/