Mange palæstinensere har siddet fængslet i Israel i flere år uden at have været for en dommer. Det viser en rapport fra de to israelske menneskeretsgrupper, B'Tselem og HaMoked, som mener, at staten klart bryder menneskerettighederne.
Hele 335 fanger sidder i skrivende stund i et israelsk fængsel uden at være dømt. Fangerne tilbageholdes i henhold til en lov fra 2002, der tillader såkaldt "administrativ tilbageholdelse" i op til seks måneder ad gangen. Men fængslingerne forlænges rutinemæssig og uden retssager.
Blandt fangerne, der på nuværende tidspunkt sidder tilbageholdt, er en mindreårig og tre kvinder, fremgår det af rapporten. Enkelte fanger har siddet i fængsel på den måde i op til syv et halvt år uden dom.
De to menneskeretsgrupper fastslår, at Israel helt nægter fangerne mulighed for at forsvare sig mod anklager fra israelske efterretningstjenester, der i 95 procent af tilfældene har fået medhold i krav om fængsling.
Den kritik preller af på israelerne. De israelske myndigheder retfærdiggør fremgangsmåden med, at en retssag kan føre til følsom information.