Kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse og lønmodtagere på grundniveau indlægges langt oftere på landets sygehuse end topledere.
Det viser tal fra Danmarks Statistik over antallet af indlæggelser blandt mænd og kvinder. Det skriver Fagbladet 3F.
Ifølge professor i sundshedssociologi og forskningsleder på SDU, Pernille Tanggaard Andersen, er et af de største problemer ved forskellen, at stigningen i indlæggelser koster samfundet mange penge.
- Det er faktisk rigtig dyrt for samfundet, at vi har den her sociale ulighed i sundhed. Det betyder, at man har store og stigende udgifter til behandling og pleje. Så selvom de højtuddannede lever længere og har en højere sundhed, så betaler man rigtig meget over skattebilletten, når man ikke har hele befolkningen med i forhold til sundhed og trivsel, siger hun.
Især kontanthjælpsmodtagere bruger mange dage i systemet. Alene i 2017 steg antallet af indlagte mænd på kontanthjælp med 130 procent.
Pernille Tanggaard Andersen peger på, at kontanthjælpsmodtagere og lavtlønnede oftere ender på hospitalerne, fordi de lever en anden og typisk mere usund livsstil.
- Ser man på statistikkerne, er der blandt andet flere rygere og overvægtige, jo lavere socialklasse man har. Man er mere inaktiv i dagligdagen og har måske nogle pressede levevilkår, som gør, at det er vanskeligt at tænke på egen omsorg, siger hun.
Fagbladet 3F
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.