Ikke alene har han sat sit kryds ved partiet og prydet forsiden af partiets medlemsblad - stand-up-komikeren Sebastian Dorset har også ved flere lejligheder hjulpet SF's formand Villy Søvndal med at få plantet et par jokes i hans taler.
"Jeg har bare kigget nogle taler igennem og set, om der har været nogle steder, hvor jeg synes, der umiddelbart kan være noget sjovt at sige. Men derfra er det jo helt op til dem, der ved noget om politik, at få flettet det ind, så det er noget, der kan bruges," siger Sebastian Dorset til Newspaq og tilføjer, at han nu sjældent er til nogen hjælp.
Måske er det netop derfor, at komikeren heller ikke er afvisende over for at hjælpe Søvndals konkurrenter i den anden ende af Folketingssalen.
"Det kunne jeg da sagtens. Men jeg tror ikke, nogen ville stole nok på mig til at lade mig gøre det. Jeg er jo meget venstreorienteret selv, så jeg ved da ikke, om det var noget, man kunne forestille sig, andre ville have brug for," siger han og tilføjer.
"Desuden er det humoristiske stof i Lene Espersen så åbenlyst, at de vist ikke har brug for nogen hjælp."
Sebastian Dorset, der i øvrigt også afviser at kunne fungere som spindoktor for SF-formanden, fordi han "slet ikke er stringent nok i sin tankegang", kan da også sagtens komme på vittigheder om netop Villy Søvndal.
"Han må takke sit gode helbred og sin unge alder for, at han ikke har besøgt alle de plejhjem og hospitaler, han siger, han har."