Livet i Haiti bliver værre og værre.
Over 1000 mennesker har nu mistet livet i den kolera-epidemi, der hærger landet, forlyder det fra BBC.
Desperationen spreder sig ligeså hurtigt som epidemien, og det har resulteret i voldelige oprør. Mandag døde to haitianere under en demonstration, og mindst en af dem døde for en FN-kugle.
Der går rygter blandt indbyggerne i Haiti om, at det er FN-soldater fra Nepal, der har taget kolera med til landet. Det er første gang i et århundrede, at der er registreret koleratilfælde i Haiti.
Udover de 1000 dødsofre er omkring 16.800 ramt af sygdommen, og de bliver så vidt muligt behandlet på hospitalet.
Men heller ikke det er nemt i det katastroferamte land. Et kraftigt jordskælv ramte Haiti i januar, og foruden 220.000 døde, efterlod det landet i ruiner. Infrastrukturen er langt fra genopbygget, og tusindvis af haitianere bor stadig i telte.
Desperationen stiller det haitianske politi i en svær situation.
"Du kan ikke forestille dig, hvor vanskeligt, det er. Vi skal ikke bare beskytte befolkningen, vi skal også beskytte FN-tropperne," siger politiinspektør Joany Caneus til BBC.
FN maner til besindighed, og opfordrer haitianerne til "ikke at tillade dem selv at blive manipuleret af fjender at stabilitet og demokrati."