"Hovedrysten og fremstrakte fingre er allerede blevet standard og undskyld mig, men hvad fanden tænker folk på?".
Sådan skrev Ulrik Memo Meinert-Medici i et opslag på Facebook. Og så gik det stærkt.
Ulrik Memo Meinert-Medicis frustration over andre bilisters opførsel overfor ham og hans elever i skolevognen er siden lørdag bliver delt over 28.000 gange og har fået over 24.000 likes.
- Jeg må have ramt et eller andet, når så mange deler og kommenterer det. Så det er ikke kun mig, der frustreret over det. Det er ikke kun mig, der synes det er irriterende, siger Ulrik Memo Meinert-Medici til TV 2/Lorry.
Han forklarer, at han skrev opslaget fordi han blev sur over, at bilisterne opfører sig sådan overfor hinanden i trafikken, og så kan han ikke forstå, at trafikanterne ikke tænker: "okay, det er en skolevogn - så de får lige lidt ekstra snor" - det har nærmest den modsatte effekt:
- Det er faktisk sådan, at skolevogne nogle gange får kortere snor end andre bilister. At de reagerer mere voldsomt, når det er en skolevogn. Og det er sgu bare for dårligt, lyder det fra kørelæreren.
Ifølge Dansk Kørelærer-Union er Ulrik Memo Meinert-Medicis oplevelser ikke enestående. Her fortæller man om "vejvrede" og "aggressiv adfærd", og siger at det er et problem med en opadgående kurve.
Der berettes om at der bliver slået i bilens tag og på køleren. Der bliver fremsat verbale trusler og sågar trusler om fysisk vold.
Ulrik Memo Meinert-Medici har dog ikke fortrudt, at han blev kørelærer:
- Nej, tværtimod. Det gør bare, at jeg bliver endnu mere opsat på at få skabt nogle ordentlige trafikanter, siger han til TV 2/Lorry.