Tusindvis af pakker med julegaver er på vej til nær og fjern.
Og netop på én af de største pakkeforsendelsesdage strejker Post Danmarks søgetjeneste track&trace.
Via en kode kan man på nettet følge pakkens vej gennem systemet, men nu er tjenesten død.
"Kunderne må i stedet ringe ind til os, og så søger vi for dem. Vi har et andet system, vi kan søge i. Jeg regner med, at hjemmesiden er oppe igen i morgen," siger Jeanette Gregersen fra Post Danmarks kundeservice,
Hun understreger, at nedbruddet på hjemmesiden ikke forsinker pakkerne.
"Overhovedet ikke," siger hun.
Post Danmark vurderer, at postuddeling går "rigtig rigtig godt" vejret taget i betragtning.
"Der er ikke de store problemer. Selvfølgelig er det enkelte steder, specielt på private markveje, hvor posten ikke kan komme ud. Men så har vi lavet aftaler med folk om, at de kan hente posten på posthuset eller i en postbutik," siger Jeanette Gregersen.