Det er første gang, at kronprinsparrets yngste børn kan se frem til fødselsdagssang fra klassekammeraterne.
I sommer begyndte prinsesse Josephine og prins Vincent nemlig i skole, og mandag den 8. januar fylder de royale tvillinger syv år.
Der vil dog ikke blive tale om en fælles fødselsdagssang i klasselokalet, for de to går nemlig i hver sin klasse på Tranegårdskolen i Hellerup.
- Jeg går i B, og han går i A, kunne en stolt prinsesse Josephine oplyse til pressen forud for den første skoledag i august.
De kongelige forældre kunne fortælle, at tvillingerne er hinandens bedste venner, og at det nok var sundt, at de fik hver deres klasse og dermed klassekammerater.
Tvillingerne går på den samme skole som deres to ældre søskende, prins Christian på 12 år og prinsesse Isabella på 10 år.
Da tvillingerne blev døbt i Holmens Kirke i april 2011, fik de traditionen tro en lang række navne - heriblandt et grønlandsk navn.
Kronprinsparret, som selv holdt tvillingerne under dåben, kunne således afsløre, at de fulde navne er henholdsvis Josephine Sophia Ivalo Mathilda og Vincent Frederik Minik Alexander.
Prinsesse Josephine og prins Vincent har nydt julen under varmere himmelstrøg end sædvanligt, nemlig på Tasmanien i Australien, hvor kronprinsesse Mary er født.
Højtiden fejrede de sammen med deres forældre, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, deres to søskende, prins Christian og prinsesse Isabella, samt kronprinsesse Marys australske familie.
/ritzau/