Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse, der påbyder Metroselskabet af stoppe døgnarbejdet ved Marmorkirken og Øster Søgade kan få vidtrækkende konsekvenser og kan betyde, at Cityringen forsinkes og dermed fordyres.
Efter endnu en naboklage til Natur- og Miljøklagenævnet måtte Metroselskabet torsdag stoppe døgnarbejdet på metrobyggepladsen ved Øster Søgade.
Onsdag måtte døgnarbejdet ved Marmorkirken ligeledes indstilles, da Københavns Kommune blev underkendt af Natur- og Miljøklagenævnet.
Københavns Kommune havde vurderet, at der kunne arbejdes i døgndrift, mens en klage over den udvidede arbejdstid på byggepladsen ved Marmorkirken blev behandlet, men det har Natur- og Miljøklagenævnet nu sagt nej til.
I Københavns Kommune afventer man Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse. Den kan i værste fald tage op mod fem måneder.
- Nu skal vi i første omgang have vurderet, hvilken betydning Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse får, og herefter kan vi tage stilling til, hvad der videre skal ske, siger Københavns overborgmester, Frank Jensen (S) i en skriftlig kommentar.
Trafikminister Henrik Dam Kristensen (S) har ingen kommentarer i øjeblikket, men afventer sagens videre forløb.
Metroselskabet meddelte onsdag, at man afventer en udmelding fra Københavns Kommune om, hvilke konsekvenser afgørelsen har for byggeriet.
Metroselskabet fik 15. juli grønt lys fra Københavns Kommune til at arbejde i døgndrift på byggepladsen ved Marmorkirken.
- Standsningen af døgnarbejdet ved Marmorkirken rummer en betydelig risiko for, at Cityringen forsinkes og dermed fordyres, konstaterede Henrik Plougmann Olsen onsdag, da afgørelsen var klar.
Metroselskabet er et interessentskab, der ejes af Københavns Kommune (50,0 procent andel), staten ved Transportministeriet (41,7 procent andel) og Frederiksberg Kommune (8,3 procent andel).
/ritzau/