Presset øges på den konservative partiformand Lars Barfoed inden torsdagens afgørende møde om en ny, stor reform af folkeskolen, skriver Jyllands-Posten.
Kommunernes forening, KL, angriber Barfoed direkte og beskylder ham for at misbruge situationen til at styrke sit partis synlighed.
- Det hører ingen steder hjemme, at Barfoed tager skolen som gidsel i sit eget politiske profileringsspil, siger næstformand Erik Fabrin (V) til Jyllands-Posten.
Fabrin udtaler sig på vegne af hele KL's bestyrelse, der tæller borgmestrene fra landets største byer, herunder også de konservatives Michael Ziegler fra Høje Taastrup og Søren Pape Poulsen fra Viborg.
Modviljen mod De Konservative skyldes, at Lars Barfoed ikke vil acceptere en ny folkeskole med obligatorisk lektiehjælp til alle børn.
Det frustrerer kommunerne, der driver skolerne, og som i foråret lockoutede lærerne i en måned for at bane vejen for en folkeskolereform, hvor lærerne skal undervise mere.
- Jeg er ret sikker på, at befolkningen ikke vil opleve det som rimeligt, at vi først har kørt en konflikt for at få en bedre arbejdstilrettelæggelse i skolen, og så tager et lille parti bagefter hele folkeskolen som gidsel, siger Erik Fabrin.
Han opfordrer Barfoed til i det mindste at træde ud af forligskredsen og lade de andre partier vedtage reformen - uden at nedlægge veto.
/ritzau/