Der er tidligt mandag aften op mod syv kilometers kø ved Frøslev i retning mod Tyskland.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
Mens køen ved Frøslev altså er massiv, er der ingen kø ved de to andre tilbageværende grænseovergange i Sæd og Kruså.
Der er flere gange i løbet af mandagen opstået lange køer i retning mod Tyskland.
- Det skyldes tyskernes grænsekontrol og har ikke noget med danske myndigheder at gøre, sagde kommunikationsmedarbejder ved Syd- og Sønderjyllands Politi Helle Lundberg mandag eftermiddag.
På det tidspunkt var der en kø af lastbiler på halvanden kilometer af lastbiler ved Frøslev.
Allerede da tyskerne klokken otte mandag morgen fulgte Danmarks eksempel og lukkede grænsen, opstod der kø. På et tidspunkt op til tre kilometer.
Den forsvandt op ad formiddagen, men i løbet af eftermiddagen og først på aftenen er den altså taget til igen.
Danmark lukkede sin grænse til Tyskland lørdag ved middagstid.
Udlændinge vil kun få lov at rejse ind, såfremt de har et såkaldt anerkendelsesværdigt formål. Men udlændinge med opholds- og arbejdstilladelse kan komme ind i Danmark.
I øvrigt kan det ikke længere lade sig gøre lige at smutte over grænsen for at hente billige varer i Tyskland.
De tyske myndigheder anser ikke grænsehandel for at være et anerkendelsesværdigt formål, oplyste politiet tidligere på Twitter. Heller ikke et besøg hos en tysk dyrlæge kan accepteres, lyder det.
/ritzau/