Den somaliske medarbejder, som også har været forsvundet sammen med den 60-årige dansker, viser sig nu ikke at være kidnappet.
Han har været i politiets varetægt siden i går og bliver afhørt om sin rolle i sagen.
Det oplyser Dansk Flygtningehjælp, som arbejder på højtryk for at løse gidselsituationen i Somalia og samtidig fortsætte nødhjælpsarbejdet i landet.
Den danske mand og den amerikanske kvinde, som blev kidnappet i går, er stadig i kidnappernes varetægt.
Og de er kidnappet, fastslår Ann Mary Olsen, international chef i Dansk Flygtningehjælp over for Newspaq.
Samtidig er organisationen frustreret over situationen med de kidnappede ansatte.
"Vores fokus er sikkerhed for vores medarbejdere og få den her situation løst. Vi sætter også højt, at holde de pårørende orienteret, der ligesom os er meget bekymrede over det her," siger hun til Newspaq.
Og fortsætter.
"Vi er forfærdede over det, som er sket. Vi synes det er utroligt i en situation, hvor så mange hundrede tusinde mennesker lider i Somalia og på resten af Afrikas Horn på grund af den meget alvorlige humanitære situation som følge af tørke. Der er det utroligt ærgerligt, at de vil forhindre vores arbejde," siger Ann Mary Olsen.
En 60-årige mandlig dansk nødhjælpsarbejder blev i går kidnappet sammen med en amerikansk kvinde på 32 år. I går var der også forlydender om, at en somalisk mand var kidnappet. Men han er altså nu i politiets varetægt.
De arbejdede alle tre for Danish Demining Group, som er en organisation under dansk Flygtningehjælp.
Tidligere på dagen stod chefvagten for sikkerhedsfirmaet, der skal passe på de ansatte, frem og sagde ifølge Somalia Report, at han stod bag kidnapningen.