Den tidligere fodboldboss, Flemming Østergaard, har afsluttet et forløb med kræft.
Det fortæller den nu 75-årige rigmand, som for to år siden blev idømt halvandet års fængsel for kursmanipulation, til Ekstra Bladet:
- Det går ok nu. Jeg har jo været igennem lidt kræftlort og lidt andet halløj, sagde Flemming Østergaard.
Flemming Østergaard var blandt gæsterne, da tv-værten og vennen Jes Dorph-Petersen lørdag holdt reception i anledningen af sin 60 års fødsesdag.
Flemming Østergaard var ifølge Ekstra Bladet i højt i humør og iført et plaster på næsen, som er det sted, hvor kræften havde ramt ham.
- Det skal man sgu ikke pibe over. Der er jo dem, der har det værre. Så det skal nok gå, sagde Flemming Østergaard, og bedyrede overfor avisen, at han var kommet over sygdommen.
Flemming Østergaard fortalte i januar, at han havde fået konstateret kræft i næsen. Han fortalte også, at han skulle have strålebehandling med henblik på at undgå en operation.