'Don Ø' har fået konstateret kræft.
Det bekræfter den tidligere bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment A/S over for Ekstra Bladet, efter at mediet Copenhagen Sundays første gang skrev historien onsdag eftermiddag.
Flemming Østergaard fortæller til mediet, at de drejer sig om kræft i næsen. Han skal i første omgang have strålebehandling med henblik på at undgå en operation.
Flemming Østergaard siger til Ekstra Bladet, at han er citeret korrekt af Copenhagen Sundays, men har ellers ikke yderligere kommentarer.
Ekstra Bladet har siden talt med redaktøren for Copenhagen Sundays, David Bastian-Møller.
Jeg havde en dialog med Flemming omkring nogle forskellige ting, og så skrev jeg til ham, at jeg havde hørt, at han var syg. Så bekræftede Flemming, at det drejede sig om kræft i næsen.
- Jeg fik lov til at skrive det, som han sagde. Han skal have behandlinger og håber på, at han kan undgå operation, siger David Bastian-Møller.
Flemming Østergaard sidder lige nu i fængsel, hvor han afsoner en dom på 18 måneder for kursmanipulation.