De to amerikanske rappere Kanye West og 50 Cent er længe blevet sammenlignet, på godt og ondt. Ofte er 50 Cent gået ind i kampen og har kritiseret især Wests store hit 'Love Lockdown'.
Indtil nu har det ikke virket til at gå den store rapper og sanger på, men i et interview med MTV indrømmer Kanye West, at han ikke synes, det er spor sjovt at få kritik af lige præcis 50 Cent.
"Som et oprigtigt menneske kan jeg ikke sige, at det ikke påvirker mig. Jeg var en stor fan af 50 Cent," fortæller Kanye West til MTV.
Kanye har længe været en stor fan af 50 Cent som person og musiker, og derfor gør hans kritik ekstra ondt på ham.
"Så for mig, som var en stor fan af ham, så følte jeg, at hvis han sagde noget negativt og prøvede at få mig til at fremstå negativ, så havde jeg det som, hvis en lille dreng gik hen til en i lufthavnen og sagde 'jeg elsker dig', og man så bare spyttede ham i ansigtet," forklarer Kanye West.