Antallet af sengepladser i psykiatrien er faldet, mens antallet af selvmord er steget. Det vækker dyb bekymring hele vejen fra læger, psykiatere og patienter og helt til Christiansborg.
Og nu skal psykiatrien opprioriteres, mener Konservative, der til efteråret kommer med et stort psykiatriudspil.
"Nu har vi i en årrække prioriteret hjerte- og kræftpatienter med stor succes, og nu mener vi, at det er på tide, vi sætter fokus på psykiatrien," siger sundhedsordfører Vivi Kier (K) til Newspaq.
Som det er nu, bliver psykiatrien finansieret af satspuljen og får derfor ikke et fast beløb på samme måde, som det fysiske område af sundhedsvæsnet gør.
Oppositionen har længe gerne villet flytte området, mens regeringen hidtil har afvist det. Derfor vækker Konservatives nye holdning naturligvis glæde hos SF, siger socialordfører Özlem Cekic.
"Det er fantastisk, hvis de holder ord. De afviste det så sent som sidste efterår til satspuljeforhandlingerne. Men hvis de gør det (foreslår at flytte psykiatrien til finansloven, red.), kan de i hvert fald regne med, vi vil støtte det," siger hun til Newspaq.
Hun tilføjer, at hvis den næste regering bliver rød, så kommer psykiatrien til at blive finansieret på samme måde som kræft, hjertesygdomme og brækkede ben.
Konservatives udspil kommer samme dag, som Information kan berette, at 18 gange så mange sindslidende ender med at tage deres eget liv herhjemme end i Sverige. En statistik, der vækker furore hos læger, patienter, psykiatere og altså også hos politikere.