Samråd i Folketinget er tit forudsigelige.
Sådan var det ikke i dag, da børne- og socialminister Mai Mercado (K) var i samråd om minimumsnormeringer i børnehaver og vuggestuer.
Ved samrådets start kom ministeren med en opsigtsvækkende melding:
- Jeg vil opfordre alle til at bakke op om den demonstration på lørdag. Det er godt, det er lykkedes, at samle så mange forældre i så mange byer, lød det fra Mai Mercado (K), der også anerkendte de protesterende forældres indsats:
- Det er et kæmpestort arbejde at få stablet sådan nogle arrangementer på benene. Det er benhårdt at organisere, så en massiv anerkendelse til arrangørerne og de forældre, der møder op, sagde Mai Mercado på dagens samråd.
Men selve ønsket om minimumsnormeringer, som står helt centralt i flere af demonstrationerne afviste hun:
- Det er først og fremmest en kommunal opgave at sikre ordentlig kvalitet og normeringer. Det er ude lokalt, man har blik for at prioritere om der eksempelvis er brug for en særlig indsats nogle steder, sagde Mai Mercado (K).
Forbløffede forældre
Hos Sophie Mogensen, der er talsperson og med i styregruppen for demonstrationerne lørdag, mødes ministerens omfavnelse med nogen forbløffelse:
- Vi går ikke op i partipolitik. Det er dejligt med ros, men den største ros hun kan give vil være handling og flere hænder ude i institutionerne, siger Sophie Mogensen.
Hun ærgrer sig over, at ministeren ikke er med på et landsdækkende mindstekrav om, hvor mange børn der må være per pædagog:
- Det er Christiansborg, der har pengene, så de må sætte rammerne gennem minimumsnormeringer.