En ny handleplan fra regeringen lægger op til dialog med ekstremister.
Fredag offentliggør regeringen en handleplan med 22 punkter, der skal forebygge radikalisering af unge.
Justitsminister Brian Mikkelsen (K) påpeger, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) skal være i dialog med alle dele af samfundet - det gælder også militante ekstremister.
"Der vil være en videreudvikling af PET's dialogforum. Det vil også omfatte repræsentanter fra militante ekstremistiske miljøer," siger han ifølge Berlingske Tidende.
Men dialogen handler om, at få viden og forebygge kriminalitet - ikke en anerkendelse af ekstremisme.
"Dialog fra PET's side må ikke opfattes som en blåstempling af ekstremister. Der er forskel på, hvem PET og hvem jeg vil gå i dialog med," siger han.