Sangerinden og tv- og radioværten Julie Berthelsen kvitter jobbet som vært på DR P4.
Til Billed-Bladet fortæller hun, at det blandt andet sker for familiens skyld.
– Jeg har været rigtig glad for radiojobbet og har lært en masse, men det fylder for meget. Jeg har stadig et blebarn og har ofret for meget på hjemmefronten, siger Julie Berthelsen til ugebladet.
Julie Berthelsen har lavet "Formiddag på 4’eren" 30 timer om ugen og har netop udgivet sangen "Home again".
- Børnene har kunnet mærke, at jeg har haft for travlt, og der er ingen tvivl om, at jeg har været på grænsen til at få stress. Så jeg er nødt til at prioritere i mit liv, siger Julie Berthelsen til Billed-Bladet.
Julie Berthelsen og kæresten Minik Dahl Høegh har Casper og Sia fra henholdsvis 2012 og 2015.
De har kendt hinanden siden 2008 og er i gang med at planlægge bryllup.