Det er en udfordring for kommunernes jobcentre at finde arbejde og praktik til mennesker med nedsat arbejdsevne.
De seneste reformer af førtidspension og fleksjobordning har betydet et større pres på kommuner og virksomheder med at skabe og finde rummelige arbejdspladser.
Det oplever man blandt andet i Odder Kommune, der har sværere ved at finde arbejdspladser til de mennesker, der står med de største udfordringer. Det fortæller DR Østjylland.
- Ifølge de seneste reformer skal alle så vidt muligt udnytte deres arbejdsevne, også selvom den er så lav som helt ned til to timers arbejde om ugen. Det kræver benarbejde at finde arbejdspladser, hvor de kan passe ind, siger Ole Stoubjerg, jobcenterchef i Odder Kommune til DR Østjylland.
Jobcentret samarbejder med virksomhederne i kommunen for at finde de rummelige jobs. To konsulenter fra jobcentret opsøger virksomheder for at oplyse om muligheden for at tage folk med nedsat arbejdsevne ind.
De hjælper også virksomhederne med at løse problemer i den forbindelse.
Desuden har kommunen igennem flere år uddelt priser til de mest rummelige arbejdspladser.
Kommunernes Landsforening vurderer også, at der er behov for flere rummelige arbejdspladser i den private sektor. KL peger på, at den kommunale sektor er den sektor, der ansætter flest borgere på særlige vilkår.
- Den kommunale sektor sukker efter virksomheder, der kan tage flere ind, siger chefkonsulent i Kommunernes Landsforening, Ulrik Petersen.
Grænsen for, hvor mange kommunerne kan rumme, kan ifølge Ulrik Petersen være nået.
- I det lange løb kan kommunerne ikke løse en stadig større del af opgaven. De skal tage hensyn til de ordinært ansatte og til de ekstraordinært ansatte, som man gerne vil tilbyde en velfungerende arbejdsplads, siger han til DR Østjylland.