Julen er noget særligt for musiker og sangerinde Jette Torp, som de seneste ti år har turneret rundt til landets kirker, forsamlingshuse og mindre spillesteder for at spille julekoncerter.
Men da Jette Torp sidste år satte sig ned for at skrive sange til sit nye julealbum "Jul", havde hun svært ved at vriste sig fri af en skriveblokade, som hun længe havde befundet sig i.
Så hun stillede sig selv spørgsmålet: Hvad er det egentlig, jeg forbinder julen med?
Og foruden lyden af knirkende sne og duften af nelliker, gik det op for Jette Torp, at julen for hende er forbundet med minder om hendes far, som hun mistede til kræft for 23 år siden.
- Ligesom man kan høre en sang, som fuldstændigt genkalder et menneske, som man har mistet eller været kæreste med, så hjælper julen mig altid med at genkalde minder om min far.
- Han bliver tydeligere for mig i julen, og jeg kan lige pludselig mærke, hvordan hans hånd føltes, når vi gik rundt om juletræet. Det er små glimt, der dukker op, fortæller den 53-årige sangerinde.
Hendes far arbejdede som selvlært kommunikationsrådgiver, og ligesom Jette Torp spillede og optrådte han med musik.
- Da jeg var barn, spillede han harmonika, når vi gik rundt om juletræet juleaften, så han var lidt svær at få lov til at holde i hånden. Men nogle gange slap han harmonikaen, og så bum!, så var det med at komme hen og få ved.
- Han var ikke en utilnærmelig far, men man skulle alligevel kende sin besøgstid en lille smule, fortæller Jette Torp.
Hun beskriver sin far som en mand med stor personlighed, masser af humor og gode idéer. Han var typen, der kunne finde på at putte en mandel i børnenes risalamande, når de kiggede væk.
Da Jette Torp var otte år gammel, kaldte han hende en decemberdag ind på sit kontor og bad hende om at ringe til et nummer, som han havde fundet.
I den anden ende af røret var der en mand, der præsenterede sig som julemanden og spurgte, hvad Jette Torp ønskede sig til jul.
Hun ænsede på intet tidspunkt, at det var et færdigindspillet bånd, hun talte med og altså ikke selveste julemanden.
- Jeg var overbevist om, at min far havde power nok til at skaffe direkte kontakt til julemanden. Det siger måske lidt om, hvor autoritetstro, jeg var over for ham, og hvor meget jeg så op til ham, siger Jette Torp og griner.
Det var også Jette Torps far, der første gang skubbede hende i retning af at synge og optræde, selv om hun syntes, det føltes som at springe ud på dybt vand.
- Jeg har en meget udadvendt side, men samtidig har der også været en generthed i mig, og den kunne nogle gange blive udfordret, når man har en far, der siger: Du er 11 år, og du synger dejligt min pige, så du kan godt optræde for alle fars kolleger, siger hun.
- Men han har virkelig skubbet mig nogle steder hen, hvor jeg bagefter kunne sige: "Hold da op, det kunne jeg godt. Fedt nok."
Jette Torp ville ønske, at hun havde været mere end 32 år, da hun mistede sin far, for på det tidspunkt var hun næsten lige blevet mor for tredje gang, og hun var selvudviklingsmæssigt ikke helt færdig, som hun formulerer det.
- Jeg ville ønske, at jeg havde haft ham, mens jeg var ældre, og vi måske var lidt mere i øjenhøjde, i stedet for at jeg havde det der meget autoritære billede af ham, siger hun.
Jette Torp husker tydeligt den sidste jul, hun havde med sin far. Han havde været indlagt på hospitalet, men var kommet hjem til huset i Ry for at være sammen med sin kone og sine børn juleaften.
På hospitalet havde han ligget på stue med en mand, der var gået bort, og Jette Torp fornemmede tydeligt, at det påvirkede ham.
- Der var ikke rigtig blevet snakket om det, men da jeg kom hjem til jul, satte jeg mig ind til min far i stuen og tog ham i hånden, og så sagde jeg: "Det var lidt voldsomt det, du oplevede på hospitalet?" Og så begyndte han at græde.
- Det var den eneste gang, jeg så ham græde i hele hans sygdomsforløb, men det havde været en voldsom oplevelse, for han vidste jo, at det samme vil ske for ham, fortæller Jette Torp.
Og det gjorde det kort tid efter. Jette Torps far døde i januar 1997.
I løbet af de mange år, der er gået sidenhen, kan Jette Torp mærke, hvordan hendes far ikke står så tydeligt for hende længere.
- Når folk, man har mistet, har været væk i længere tid, så forsvinder de lige så stille, og det er jeg egentlig rigtig ked af, for det er ikke altid nok at kigge på et billede, som kan være taget for længe siden.
- Men jeg har fundet ud af, at et stykke musik eller en tilbagevendende begivenhed som julen kan hjælpe med at bringe minderne om ham frem. Og alene det, er jeg julen evigt taknemmelig for, siger hun.
/ritzau/
Af Kristine Dam Johansen, Ritzau FOKUS