Heidie Larsen kan ikke forestille sig at bruge sin dag andre steder end på sit arbejde i det københavnske indkøbscenter Field?s.
»Du finder ikke nogen mere begejstret for sit arbejde end mig. Jeg sover på en papkasse bag i butikken, når det er blevet for sent til at tage hjem, og jeg holder med glæde en halv time ekstra åbnet, hvis der er brug for det,« fortæller den 32-årige butikschef, som blandt andet sælger hjemmelavet is og chokolade i familievirksomheden KjaerStrup.
En kunde kigger op og udbryder »sådan skal det være«, og Heidie fortæller videre om sin arbejdsuge på gennemsnitligt 60 timer, som en gang imellem når op på 120 timer, men som først for alvor giver hende stress, når den ryger ned på 30 timer.
»Det kan jeg ikke lide. Det er ligesom at holde ferie og slappe af, og når jeg holder ferie, bliver jeg syg. Det er nok, fordi min krop er vant til at arbejde. Jeg elsker mit job helt vanvittigt,« griner hun.
Heidie er måske mere glad for sit job end gennemsnittet, men skal man tro en stor, international undersøgelse, er hun ikke den eneste i Danmark, som er tilfreds med sin daglige dont.
I undersøgelsen er 1.500 danskere blevet spurgt om holdninger til deres arbejde. Næsten halvdelen er »meget tilfredse« og lige så mange er »tilfredse«. Kun omkring fem procent er enten »ikke« eller »slet ikke tilfredse«.
Dermed er danskerne det mest lykkelige folk på arbejdsmarkedet i Europa.
Resultatet ligger fint i tråd med opfattelsen i Arbejdsmiljøinstituttet, som blandt andet har undersøgt, hvad ansatte sætter pris på.
»Især ledelse har meget at sige i positiv og negativ retning,« fortæller forsker Thomas Lund.
Han fremhæver, at gode ledere giver sine ansatte frie arbejdsopgaver, får dem til at føle sig godt tilpas og sørger for, at medarbejderne er enige i ledelsens prioriteter.
Tilbage i butikken er virkelighedens Heidie Larsen helt enig med forskerens teori. Hendes chefer er en lille familie, som har startet tre chokoladeforretninger på Bornholm, i Charlottenlund og altså også i Field?s.
»Jeg skal ikke sørge for momsregnskaber og den slags, men får lov til at stå for den daglige drift, uden at de blander sig. Tværtimod ringer de og spørger om lov, før de ændrer noget, så jeg blander mig nærmest mere i deres arbejde end omvendt,« fortæller hun.
FAKTA:
Undersøgelsen:
Den stor undersøgelse er lavet af European Foundation for the Improvement of Living and Working Conditions ? populært kaldet Dublin-instituttet ? og er med sine i alt 37.000 deltagere fra de europæiske lande den største af sin art.
Bladet ArbejdsMarkedsPolitisk Agenda har fået adgang til enkelte konklusioner i undersøgelsen, inden den offentliggøres i næste uge.
En hitliste viser, at danskere er de mest lykkelige på arbejdsmarkedet foran nordmænd og englændere. I bunden ligger arbejdere fra EU-medlemslandene i Østeuropa.