Israelske militære styrker angreb natten til onsdag en våbenkolonne fra Syrien, netop som den var kørt over grænsen ind i Libanon. Det siger en israelsk militærkilde, der ikke vil have sit navn frem.
Oplysningerne om angrebet, der blev udført af israelske kampfly, er først kommet frem onsdag aften.
Det kommer, efter at den israelske regering har udtryk bekymring for, at syriske lagre af kemiske våben er i fare for at komme i hænderne på den militante libanesiske Hizbollah-milits, der er tæt allieret med styret i Damaskus og en arg modstander af Israel.
- Israelske styrker sprængte en kolonne i luften, netop som den havde krydset grænsen til Libanon, siger den militære kilde.
Kilden siger, at de israelske styrker formoder, at kolonnen medbragte forskellige våbentyper.
En anden kilde bekræfter angrebet. Men denne kilde siger, at kolonnen blev ramt på den syriske side af grænsen, lige inden kolonnen nåede grænsen til Libanon.
/ritzau/AFP