Avisen.dk spurgte et par iPhone-brugere, hvordan de har det med de kritisable forhold på Apples partnerfabrikker i Kina.
Thomas Kristensen ejer en tapas-restaurant i København
"Jeg elsker min iPhone, fordi den er supernem at bruge og reparationer går utroligt hurtigt, når jeg indleverer den."
Vidste du, at der er registreret mange tilfælde af både forgiftninger og selvmordsforsøg på de fabrikker, som laver Apple-produkter?
"Jeg er sgu' ikke overrasket. Men jeg tror altså ikke, Apple er de eneste."
Hvordan kan man ændre på forholdene i Kina?
"Inden man tænker på, hvordan man ændrer det i Kina, så synes jeg også man skal huske at stille spørgsmålet, om vi overhovedet skal forvente af Apple, at de skal vide alt om, hvad der foregår blandt deres mange mange ansatte."
Tænker du over arbejdsmiljøet i Asien, når du vælger, hvilken telefon, du skal købe?
"Nej, det er ikke noget, jeg tænker på. Men jeg synes alligevel, det er forargeligt, hvis Apple har kendt til forholdene på de fabrikker, at de ikke engang har svaret på kritikken til dem der har lavet den rapport," siger Thomas Kristensen.