Politik handler om at slå igennem med sin dagsorden og have massiv vælgerappel. Og det opnår man da nemmest, hvis man i forvejen er kendt.
Sådan lyder logikken bag et forslag fra filmmanden Michael Moore, som foreslår, at skuespilleren Matt Damon stiller op som præsidentkandidat for demokraterne.
"Hvis du vil vinde, har republikanerne helt sikkert vist vejen. Hvis du vælger en populær kandidat, så er der gode chancer for at vinde. Selv med en skuespiller vinder man," sagde Michael Moore i en online diskussion på debathjemmesiden firedoglake.com.
Matt Damon har de senere år påtaget sig en mere og mere tydelig politisk rolle som talerør for antirepublikanske værdier. Han udtrykker også ofte sin utilfredshed med de amerikanske politikere, og da han forleden kritiserede parlamentet for uroen omkring forhøjelsen af USA's gældsloft, gik der et lys op for Michael Moore.
"Jeg synes, at han har været meget modig. Han har ikke taget sig af, hvem han fornærmer ved at sige de ting, der bliver nødt til at blive sagt," siger Michael Moore, som drømmer om at danne sit eget parti, som lytter meget mere til, hvad vælgerne vil have.
Kilde: firedoglake.com