IC4-tog i garagen indtil bremsefejl er undersøgt til bunds giver færre tog, når danskerne skal hjem til jul.
Og det kan ikke undgås at flere må stå op hele vejen hjem, vurderer trafikforsker fra DTU Alex Landex.
"Hvis det her kører videre til jul og over jul, så vil der være mange passagerer, som må stå op," siger han til Newspaq.
Ifølge DSB holder de omstridte tog stille i mens Havarikommissionen undersøger to bremsefejl. Kommissionen regner først med at være færdige om to måneder, og det giver problemer i juletrafikken, som DSB nu har knap en måned til at undgå.
"Der er da ikke nogen hemmelighed i, at vi selvfølgelig håber at have så mange pladser som overhovedet muligt, fordi julen er det tidspunkt, hvor de fleste kunder rejser med DSB, og derfor vil vi i sagens natur gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at have så mange pladser som overhovedet muligt," siger trafikinformationschef Tony Bispeskov til Newspaq, som dog ikke kan garantere pladser til alle, selvom de har en pladsbillet.
Ifølge trafikforskeren, så er opgaven umulig for DSB.
"Når man hiver IC4-togene ud af drift, så er der færre togtider til rådighed. Dermed er der flere passagerer, som må stå op, når man i forvejen mangler tog," siger Alex Landex.
Havarikommissionen har fundet fællestræk ved de to hændelser, der fandt sted i Marslev i sidste uge og den 4. november i Høje Taastrup. I sidstnævnte tilfælde kørte toget over for rødt.'
I 2000 bestilte DSB 83 IC4 tog til fem milliarder kroner. Alle tog forventes at være leveret og i drift i 2006. Det skete, som bekendt, ikke.