I dag besøger 950 fagligt aktive fra fagforeningerne i byggefagene mellem 1000 og 1500 byggepladser landet over.
Det sker for at kontrollere udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft, social dumping og løn- og arbejdsforhold på byggepladserne, skriver Fagbladet 3F.
- Hele formålet med aktionen er at give et øjebliksbillede af de forhold, som udenlandsk arbejdskraft arbejder under. Fokus vil være på overenskomster, og om de bliver fulgt. Vi vil også kigge på arbejdsmiljø og falske selvstændige fra udlandet, siger formand for BAT-kartellet Peter Hougård Nielsen. Han fortsætter:
- Vi er aktive for at forsvare vores overenskomster for at sikre rimelige lønvilkår for danske og udenlandske bygningsarbejdere.
Aktionen er den største af sin art nogensinde. For halvandet år siden besøgte en lignende aktion 695 byggepladser.
Dengang oplyste 80 procent af de udenlandske arbejdere, at de tjenete mindre end deres danske kolleger. Og 10 procent fik under 70 kroner i timen.
Samtidig blev en tredjedel af byggepladsernes arbejdsmiljø og sikkerhed vurderet som dårligt eller alarmerende. Det var efterfølgende nødvendigt at orientere Arbejdstilsynet om forholdene.