Klokken 11 her til formiddag præsenterer justitsminister Morten Bødskov (S) kommissoriet for den undersøgelseskommission, der skal kulegrave anklagerne om magtmisbrug i Skatteministeriet.
Undersøgelseskommissionen skal granske, om tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V), hans spindoktor Peter Arnfeldt eller departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, forsøgte at påvirke Skat Københavns afgørelse i en skattesag mod Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock.
Anklagerne om utidig indblanding fra Skatteministeriets side blev fremsat i en redegørelse fra direktøren i Skat København, Erling Andersen, i begyndelsen af december.
Derefter valgte Thor Möger Petersen (SF), den nuværende skatteminister, at nedsætte en kommission, der skal afdække forløbet af den såkaldte skattesag, og om en eller flere af de ovennævnte personer har begået magtmisbrug.
Det ventes at kommisionens arbejde med sagen vil vare flere år.